Hvad skal et CV indeholde? Og hvordan skal det struktureres? KarriereVejviserens HR-chefpanel giver dig svaret her.

Hvad mener I, at CV'er bør indeholde?

Faglige og personlige kompetencer – her er det vigtigt, at disse bindes op på eksempler. Det er ikke nok bare at skrive, at man er f.eks fleksibel og samarbejdsvillig – man skal give eksempler på tidligere erfaringer, der viser, hvorfor man er det.

Det er også vigtigt at vide noget om ansøgeren som privatperson. Det er derfor relevant at ansøger skriver om sig selv som person, sine interesserer og hobbyer.

Ditte Haulund, Director,
Recruitment,
Danfoss A/S

Det gode CV indeholder dit uddannelsesforløb og din erhvervserfaring. Færdigheder for IT og sprog kan også være relevant at få med. 

Når du beskriver din erhvervserfaring, er det en god idé at tydeliggøre, hvad du har af kompetencer, og hvilke resultater, du har opnået. Har du eksempelvis arbejdet med projektledelse, bør du skrive eksempler på de forskellige projekter, du har stået for osv.

Annette Otto,
Vice President HR,
Telia Mobility

 

Et CV skal på en overskuelig måde give et overblik over uddannelse, erhvervserfaringer og måske fritidsbeskæftigelser, hvis du skønner, at de bidrager til at give et billede af dig som person.

Man kan starte med et meget kort resumé, fagligt og personligt, hvor "den røde tråd" træder frem. Hvis du eksempelvis er meget interesseret i robotteknologi eller grøn energi, og det er en rød tråd gennem dit CV, er det oplagt at skrive det i et resumé.

Eike Marie Friis-Aalling,
HR Faglig Leder,
Teknologisk Institut

 

CV'et skal i overskuelig form fortælle om en ansøgers erfaring, uddannelse og kompetencer.

Carsten Søgaard,
HR direktør,
Region Syddanmark

 

Relevant erfaring og uddannelser.

Rikke Krogh,
Recruitment Manager,
LEGO Koncernen
 

 

Hvordan bruger I CV'er?

Vi bruger CV'et til at danne os et hurtigt overblik over ansøgerens uddannelse og erhvervserfaring. Vi læser oftest CV'et før ansøgningen for at se, om kandidatens kompetencer matcher de krav, der er til jobbet.

Peter Brandt,
HR-chef,
Rambøll

Vi bruger et CV til at danne os et indtryk af ansøgerens faglige kompetencer.

Eike Marie Friis-Aalling,
HR Faglig Leder,
Teknologisk Institut

Ofte er CV'et det første, man læser for at tjekke, om ansøgeren overhovedet er fagligt kvalificeret til den pågældende stilling. Det skal derfor være overskueligt og afspejle dine relevante erfaringer og uddannelsesmæssige baggrund.

Annette Otto,
Vice President HR,
Telia Mobility

 

Hvordan foretrækker I, at CV'et er stillet op?

CV'et skal være omvendt kronologisk opbygget, dvs. starte med det nyeste og gå baglæns. Under hvert punkt er det vigtigt, at du beskriver dine kompetencer nærmere samt hvilke resultater, du har opnået.

Peter Brandt,
HR-chef,
Rambøll

Gerne overskueligt sammenfattet og i omvendt kronologisk rækkefølge. De væsentlige erfaringer skal være til at få øje på. Dernæst vil det for en nyuddannet være væsentligt, at der medfølger en kort beskrivelse af de arbejdsopgaver, specialer og projekter, der er relevante for jobbet.

Eike Marie Friis-Aalling,
HR Faglig Leder,
Teknologisk Institut

Vi foretrækker et kronologisk CV frem for et kompetencebaseret CV. Det skal være overskueligt uden "huller" i kronologien, så man som læser nemt kan orientere sig og hurtigt kan danne sig et overblik over personen bag.

Ditte Haulund, Director,
Recruitment,
Danfoss A/S

Helst kronologisk, men kan være opdelt i funktioner – det er ikke afgørende. Det er overskuelighed og relevans til gengæld. Layout må gerne understøtte overskuelighed og være indbydende.

Annette Otto,
Vice President HR,
Telia Mobility

Det er helt op til ansøgeren, men et godt råd er, at det skal være overskueligt, så man ud fra cv’et hurtigt kan danne sig et overblik over ansøgeren og dennes kompetencer.

Carsten Søgaard,
HR direktør,
Region Syddanmark

Det skal være præcist og overskueligt.

Rikke Krogh,
Recruitment Manager,
LEGO Koncernen

 

Hvor langt skal et CV være?

Modsat ansøgningen er længden på dit CV ikke afgørende. Et CV skal indeholde alle relevante oplysninger, og så skal det være godt struktureret, overskueligt og letlæseligt.

Annette Otto,
Vice President HR,
Telia Mobility

Vi sætter egentlig ikke en øvre grænse for, hvor langt et CV må være. Tænk i stedet over, hvad det er, man som ansøger ønsker at formidle samt måden det formidles på. Et typisk CV er 2-4 sider.

Ditte Haulund,
Director,
Recruitment hos Danfoss A/S

Det vigtigste er ikke, hvor langt eller kort, det er. Det vigtigste er, at det er overskueligt og velstruktureret samt at de relevante oplysninger er med og til at få øje på.

Eike Marie Friis-Aalling,
HR Faglig Leder,
Teknologisk Institut

Det er der ikke nogen regler for, men prøv altid at begrænse informationen i CV'et til det, der er mest relevant. Hvilket fritidsjob man havde i 7. klasse er ikke specielt relevant, hvis man søger et job efter endt kandidatgrad.

Carsten Søgaard,
HR direktør,
Region Syddanmark

Højst to sider for en nyuddannet.

Rikke Krogh,
Recruitment Manager,
LEGO Koncernen

 

Hvordan ser et dårligt CV ud?

Et CV, der ikke indeholder en kronologisk liste over ansøgerens uddannelse, erhvervserfaring og kurser. Kompetence-CV'er er ok, men de skal altid suppleres af et overblik.

Carsten Søgaard,
HR direktør,
Region Syddanmark

Et dårligt CV er et CV bestående af korte overskrifter eller bullet points uden uddybende information

Ditte Haulund,
Director,
Recruitment hos Danfoss A/S

Et dårligt CV er mangelfuldt, ustruktureret eller rodet. Det dårlige CV er også kendetegnet ved, at det ikke formår at skabe hurtigt overblik over ansøgers kvalifikationer.

Annette Otto,
Vice President HR,
Telia Mobility

Et dårligt CV er for langt, uoverskueligt og efterlader spørgsmål hos læseren. Rikke Krogh, Recruitment Manager hos LEGO Koncernen Det er uoverskueligt og fyldt med fejl og mangler.

Eike Marie Friis-Aalling,
HR Faglig Leder,
Teknologisk Institut