
Et fysisk brev er ikke nødvendigvis den bedste og den eneste måde du kan lave en uopfordret ansøgning på. En uopfordret ansøgning kan starte med din personlige henvendelse, f.eks. på en karrieremesse, eller ved at du ringer eller mailer til virksomheden.
HVAD
Vælg en kontaktperson
Find den person, som du mener bør have din ansøgning i hånden. Skriv personens navn på dit brev eller nævn navnet, når du møder virksomheden eller ringer.
Lav en fængende overskrift
Formulér en overskrift, som sætter dig i forhold til arbejdspladsen – og sørg for, at det er en overskrift, som du både kan sige og skrive. Du skal også kunne bruge den til hurtigt at få formuleret dit budskab, når du henvender dig personligt eller pr. telefon.
Beskriv dit tilbud
Du kan lige så godt fyre din "salgstale" af med det samme. Sørg for at blive hørt ved at komme til sagen med det samme. Hvis dit tilbud er interessant nok, skal læseren nok blive motiveret til at læse længere ned i teksten om din baggrund, uddannelse osv. Det samme gælder, hvis du får kontakt i telefonen, på en messe eller lignende.
Dit tilbud skal handle om, hvorfor det er en god idé for arbejdspladsen at tage dig ind.
Lav et resumé om dig selv
Beskriv kort og præcist dine kompetencer, hvad du har beskæftiget dig med, og hvad du brænder for at arbejde med. Vær præcis og konkret.
Husk relevant baggrund
Fremhæv de vigtigste ting, der kan underbygge, at du kan indfri det tilbud, du har givet virksomheden. Har du f.eks. lover virksomheden, at du kan stå for hele regnskabsdriften er det selvfølgelig relevant, at du også husker at fortælle, at du er uddannet revisor.
Husk visitkortet
Sørg for, at dine personlige data er tilgængelige enten på din ansøgning eller i form af visitkort, eller noget du kan udlevere, hvis du skaber kontakt ved et personligt møde. Dine personlige data giver virksomheden mulighed for kende dig og vende tilbage til dig.
HVORDAN
Fortæl om din motivation
Det er vigtigt i din ansøgning at stille skarpt på, hvad du kan udrette for den virksomhed, du skriver til, og hvordan. Det er det, der gør dig relevant. Udfordringen er, at du med din ansøgning skal vise virksomheden, at den har behov for dig.
Vær opmærksom på timingen
Timing er centralt for den uopfordrede ansøgning. Du skal være i så god kontakt med virksomheden, at du kan time din uopfordrede ansøgning på et tidspunkt, hvor du – evt. fra virksomheden selv - ved, at der kunne være muligheder. Det forbedrer dine chancer for at blive kaldt til samtale markant.
Vær troværdig
Dit CV må ikke lugte af overdrivelser. Beskrivelserne skal være detaljerede, men uden at blive overtekniske. Du skal oplyse alt relevant og sørge for, at der ikke er huller, der kan gøre læseren mistænksom.
Vær fokuseret
Ansøgningen skal ikke bare handle om, at du en dag synes, at det kunne være dejligt at arbejde i virksomheden. Vær skarpt fokuseret på, hvad du vil arbejde med, hvor, og hvad det er, du kan udrette.
Det kan give dig bedre chancer for at blive sendt videre til den relevante faglige chef. En fokuseret ansøgning vil typisk også være mere detaljeret og på den måde signalerer du, at du er velforberedt.
Koordinér din indsats
Din uopfordrede ansøgning kan ikke stå alene. Den er blot et af de redskaber, du bruger til at fange virksomhedens interesse. Dine chancer for succes er ikke særligt store, hvis det eneste du gør er at sende en uopfordret ansøgning pr. brev. Sørg for at have talt med de medarbejdere, der modtager ansøgningerne og personer i de afdelinger, du gerne vil arbejde i – inden du sender ansøgningen afsted.
Følg op
Følg op på din ansøgning. Hvis du ikke følger den op, virker den store motivation, du har skrevet om ikke særlig troværdig. Ved at følge op finder du måske også ud af, at det bare er uheldig timing. Og måske ser situationen anderledes ud om seks måneder, så kontakt virksomheden med løbende mellemrum for at minde dem om, at du er interesseret.




Tip en ven
Print

