Han er politikernes drømmeeksempel: 26 år, ambitiøs, og så har han fuld gang i karrieren. Jens Østrup er gået den snorlige vej gennem uddannelsessystemet, og i dag er han ansat på andet år som Senior Consultant i KPMG Management Consulting.
Karrieren og faglige udfordringer er to vigtige ting for Jens Østrup – og han har altid været ambitiøs og gjort sig umage for at levere gode resultater. Et år inden han blev færdig som cand.merc.FIR på CBS, med det højeste gennemsnit på årgangen, opsøgte han revisions- og rådgivningsfirmaet KPMG på en karrieremesse.
”Dét, der fangede mig ved KPMG, var, at det er et enormt stærkt brand. Der bliver virkelig lyttet til en KPMG’er! Og så er der et tæt samarbejde mellem revisorer, skattefolk og konsulenter, som betyder, at man kan trække på et stærkt netværk,” fortæller Jens Østrup.
Han afleverede sine papirer ved KPMG’s stand, og knap et år inden han var færdiguddannet, blev Jens Østrup kontaktet af sin nuværende chef og inviteret til en uformel samtale.
”Vi fandt hurtigt ud af, at vi var et godt match, så otte måneder inden jeg blev færdig, skrev vi kontrakt,” fortæller han.
I sin første stilling som Consultant banede hans talent og gode resultater vejen for, at han blev udnævnt til Senior Consultant, og fremtiden ser han også lyst på:
”Jeg forventer, at fremtiden byder på mange spændende udfordringer og muligheder – også for en yngre konsulent som mig. Det som kendetegner vores afdeling er, at viser du gåpåmod, og har du kompetencerne, får du også mulighederne. En ret stærk feedback-kultur betyder, at du hurtigt udvikler dig både fagligt og personligt.”
Mennesker og faglige udfordringer
Jens Østrup elsker ”at være på” og snakke med en masse nye mennesker – og netop den del fylder meget i jobbet som Senior Consultant.
”Min hverdag er meget alsidig, og jeg snakker med mange mennesker i løbet af en dag. Jeg kommer i private virksomheder og offentlige organisationer og taler med både medarbejdere og chefer,” siger han.
For Jens Østrup er kombinationen af den menneskelige kontakt og de faglige udfordringer det allerbedste ved jobbet.
”Konsulentjobbet består først og fremmest i at forstå vores kunders problemstillinger og bruge vores viden og erfaring til at finde de helt rigtige løsninger Det gør vi bl.a. ved at indsamle informationer gennem interviews, dokumenter og data og derefter analysere informationerne og udarbejde rapporter og præsentationer,” siger konsulenten, der elsker at bryde komplekse problemstillinger.
”For det meste kommer vi jo ud til nogle problemer, som andre ikke har kunnet løse. Og i forlængelse af dét skal vi forstå kundens
behov og servere vores løsninger på en måde, så kunden forstår det. Det er fedt, at man er med til at ændre nogle ting og skabe en værdi for kunderne,” forklarer han.
Et ungt team
Også arbejdsmiljøet motiverer Jens Østrup.
”I mit team er mange i slutningen af 20’erne eller begyndelsen af 30’erne. Det gør, at der er gang i den. Vi er meget omstillingsparate og friske på at prøve nye ting,” siger han og fortsætter:
”Vi har alle noget at bidrage med. Der bliver lyttet meget, og hvis man har en idé, får man som regel lov at ”gå planken ud”. Jeg kan godt lide, at der er plads til at tage nogle chancer. Og selvom vi ind i mellem arbejder meget og med stramme deadlines, er vi i mit team rigtig gode til at hjælpe hinanden – det betyder meget for mig, at vi har det godt sammen og kan tale om andet end arbejde.”




Tip en ven
Print


