Som graduate hos Grundfos får tyske Anna Pattis selv mulighed for at vælge de projekter, hun gerne vil arbejde med.  I alt skal hun arbejde med fire projekter i fire afdelinger – herunder et i Indien. Den røde tråd i hendes forløb er hendes store interesse for at kombinere forretning og miljøhensyn.

Det var da tyske Anna Pattis tog sidste del af sin master i Danmark, hun fik øjnene op for Grundfos – og  at Grundfos fik øjnene op for hende. Hun var en del af Grundfos Challenge – en uges konkurrence, hvor udvalgte studerende fra hele landet hvert år dyster i grupper om at løse en fiktiv udfordring for virksomheden.
”Igennem ugen præsenterede virksomheden sig selv som et meget åbent og rart sted at være med en venlig atmosfære,” fortæller Anna Pattis, der under ugen blev hevet til side og spurgt, om hun kunne være interesseret i virksomhedens graduateprogram.
”Og da jeg læste om det, matchede det det, jeg gerne ville efter studierne,” fortæller hun.

Den grønne tråd

Anna Pattis havde først læst International Business i tre år i Østrig. Men hun manglede, at der også blev stillet de sociale og miljømæssige spørgsmål, som altid havde været en del af hendes opvækst. Efter sin bachelor tog hun derfor en master i Corporate Environmental Management, dels i Finland og dels i Aalborg, så hun kunne kombinere business- og miljøaspektet. Og det var så her, hun fik øje på Grundfos – og fandt ud af, at hun her kunne kombinere lige netop de to ting.
Grundfos producerer og udvikler pumper og pumpeløsninger, der kan transportere væsker fra ét sted til et andet – alt fra vandet, der cirkulerer rundt i husholdninger til mælkeproducenten, der har brug for en pumpeløsning for at fylde mælken i beholdere.
I løbet af sit graduateforløb skal Anna Pattis også arbejde på et særligt ideologisk projekt i Indien, hvor hun skal udarbejde en markedsstrategi for et vandrensningssystem, der skal gøre rent vand tilgængeligt for fattige lokalsamfund i landet.
I alt skal hun arbejde på fire valgfrie projekter af et halvt års varighed og har valgt den grønne tankegang, som også er så vigtig for Grundfos, som den røde tråd.
”Mit første projekt handlede om, hvilke omkostninger og gevinster, der kan være i forbindelse med, at vi tager et produkt tilbage, når det har udtjent sin levetid,” forklarer Anna Pattis.
”Jeg var ansvarlig for at undersøge, om det giver mening i forhold til bæredygtighed at tage produkterne tilbage – både på det økonomiske, sociale og miljømæssige plan. Hvad er gevinsterne og begrænsningerne?”

Fremtid hos Grundfos

Nu arbejder hun på sit andet projekt i afdelingen Group Environment, hvor fokus er på produktudvikling.
”Her skal jeg f.eks. kigge på, hvilken slags materialer vi bruger til forskellige produkter. Er de miljøvenlige, eller skader de miljøet? Min opgave er at sikre, at designeren eller ingeniøren tænker over de her aspekter,” fortæller hun og forklarer, at projekterne indtil videre har været en spændende udfordring.
”Det er fantastisk så mange forskellige ting, du kan prøve, og ansvaret og tilliden til dig som en kompetent person bliver hele tiden større,” fortæller den begejstrede graduate, der startede hos Grundfos i september 2010 sammen med fem andre graduates fra Danmark, Polen, Kina og Tyskland, som hun deler både arbejdsrelaterede spørgsmål og fritid med.

Hun elsker det internationale miljø i virksomheden og ser også meget gerne sin fremtid hos Grundfos – i Danmark eller et andet land. Det vigtigste er, at hun fortsat kan fokusere på både forretning og miljø.
”Det er ikke i mange virksomheder, du finder den kombination,” konstaterer hun.