Kommunikations- og marketingassistent at PreSeed Ventures

Expires in 10 days

Vi spotter, finansierer og støtter de mest lysende iværksættertalenter i Danmark og står skulder-ved-skulder med dem i de første risikofyldte år af startup-rejsen. Vi bestræber os ikke kun på at hjælpe vores egne porteføljeselskaber, men også det danske startup økosystem som helhed: Derfor har vi siden 2018 opbygget vores eget læringsunivers for upcoming startup founders PSVacademy. Lyder det spændende? Så er du måske PreSeed Ventures’ nye kommunikations- og marketingassistent.

Dit job

Du vil primært skulle arbejde med opgaver inden for klassisk kommunikation, PR, digital marketing og community events, men dine opgaver vil spænde bredt. Vi er et mindre team med store armbevægelser og mange jern i ilden, hvilket vil afspejle sig i dine opgaver og give dig mulighed for at prøve kræfter af med lidt af hvert. En hovedopgave bliver at skabe skarpt og kreativt indhold, der engagerer det danske startup community, og positionerer PreSeed Ventures på tværs af medier og platforme gennem pressemeddelelser, blogposts, email marketing, content produktion og SoMe. Du vil også blive en aktiv del af vores aktiviteter og events med PSV Academy - lige fra idéudvikling til koordinering og eksekvering af events.

Din profil

Det er ikke så vigtigt, om du er på bachelor eller kandidatniveau. Det er til gengæld vigtigt, at du elsker at formidle, har fornemmelse for at bygge et stærkt brand og kan finde en ’tone of voice’ med karakter og personlighed – især på engelsk. Det er en fordel, hvis du har digitale kundskaber, er datadrevet og har erfaring med marketing. Hvis du ovenikøbet har øje for at kombinere det skriftlige med det visuelle og kender din vej omkring Photoshop, Figma og videoredigeringsværktøjer eller lignende er det et plus. Du evner at arbejde selvstændigt med dine opgaver, har styr på dit håndværk og tjekker hellere dine ting igennem en gang for meget end en gang for lidt.

Sætter du tilmed pris på at supplere din frokost med en stribe rappe replikker og hellere end gerne bliver hængende fredag eftermiddag for at runde ugen af med glas vin – i det vi selv vil kalde gode selskab.

Ansøgning

Hvis du har læst hertil, har kommunikationshænderne skruet rigtigt på og synes, at det danske startup-miljø er hammerspændende, så hører vi meget gerne fra dig. Send din ansøgning og dit CV til vores People Assistant, Lasse Friis Nielsen via "ansøg nu" knappen. Vi holder samtaler løbende, og forventer opstart hurtigst muligt.

Vi skal som minimum bruge dig 15-20 timer om ugen, men vi er naturligvis fleksible omkring dine eksaminer. Løn og alt det andet taler vi nærmere om, når vi har mødt den rigtige kandidat.